Du kender dine favoritbands. Du ved, hvad du kan lide at høre, og hvad du absolut ikke vil ligge øregange til. Din CD-samling rummer alle de udgivelser, du er interesseret i at eje. Har du det sådan?
Måske går du glip af en masse gode bands, der i stil ligger meget tæt op af dine yndlingsbands. Det er der nu råd for. Hjemmesiden Musicplasma er en visuel søgemaskine, der har specialiseret sig i musik.
Utallige bands og kunstnere er blevet kategoriseret efter blandt andet tidsperiode og genre, og det vil sige, at du blot skal indtaste dit favoritband, for at finde de bands og kunstnere, der har relationer til det indtastede band.
Søgeresultatet bliver præsenteret på en flot og overskuelig måde, hvor de enkelte kunstnere og bands er repræsenteret ved farvede bobler. Desto tættere boblerne ligger på hinanden, desto tættere ligger musikstilen op ad hinanden, og jo større boblerne er, jo mere populært er bandet.
Siden er rimelig ny, og det er derfor ikke alle funktioner, der virker helt færdige endnu. Det er blandt andet meningen, at man skal kunne høre små lydbidder fra hver enkelt kunstner og band, men det fungerer ikke endnu. Derudover kan man til tider undre sig lidt over størrelsen på nogle af boblerne, men siden er stadig brugbar og bestemt et klik eller to værd.
musicplasma»